Et ønske om en mere omsorgsfuld psykiatri: Annettes fortælling er en fortælling om en kvinde, der uddanner sig til at hjælpe andre mennesker – og som finder ud af, at systemet, som har mange dygtige og dedikerede mennesker ansat, alligevel nogle gange kommer til kort og på nogle områder ikke hjælper de mest skrøbelige i samfundet. Det er en stor sorg for de mange, der virkelig ønsker at gøre en forskel, men som af forskellige årsager ikke kan gøre det i den grad, de ønsker.

I Annettes historie løber hun ofte panden mod en mur. Hun er opvokset med en syg mor, og med sig får hun en stærk overlevelsesvilje. Det resulterer i, at hun længe prøver den “rigtige” vej, den dygtige vej – den vej andre har forevist. Til sidst stopper hun op ved muren, kigger sig omkring og spørger: “Hvad er det egentlig jeg føler? Hvad er det jeg vil? Hvad fortæller min krop og min intuition mig?”

Her kan du læse om Annettes rejse og høre, hvordan hun har fundet en vej, der føles mere kærlig – og hvilke drømme hun har for Danmarks system.

Kan vi skabe et mere kærligt system?

For 20 år siden går Annette hos en “alternativ dame”, som hun kalder det. Annette er skeptisk overfor de ting, kvinden taler om – men på et tidspunkt er Annette dybt ulykkelig over sit arbejdsliv, og hun taler med kvinden om, at man kunne gøre så meget mere, hvis man som ansat i systemet havde bedre tid til at være grundig, bedre rammer, mulighed for at få supervision m.m. Annette ser så et billede for sit indre blik:

“Jeg står helt alene foran en blank sø. Pludselig dukker der lys – lysvæsner, ikke mennesker – op. Til sidst er vi så mange rundt om søen, at vi kan nå hinanden,” fortæller Annette. Billedet har fulgt Annette gennem arbejdslivet, og det vender tilbage den dag, vi interviewer hende. Det kommer vi tilbage til.

---

Det dygtige menneske

“Da min mor døde for 3 år siden, var det efter mange års sygdom. Hun var blevet opereret så mange gange i maven, at der var fyldt med arvæv. Og selvom den operation, hun nu skulle igennem, umiddelbart var ret harmløs, gik det alligevel galt. Hun røg i respirator en fredag og døde om søndagen,” fortæller Annette.

Dødsfaldet lukker op for nye lag i bevidstheden om, hvordan det har været at have en opvækst med en syg mor. Det bliver igen tydeligt for Annette, at det altid har været noget usagt i familien, for de har på en eller anden måde holdt en hånd over moren. Annette siger:

“Det har altid set fint ud udadtil. Men i virkeligheden var det ikke så fint.”

Efter dødsfaldet kommer Annette lidt for hurtigt tilbage i sit arbejde som socialrådgiver, hvor hun har samtaler med 2 borgere, der også har mistet deres mor efter voldsomme forløb. Det kommer for tæt på, og det resulterer i, at hun bliver sygemeldt og siden opsagt.

På dette tidspunkt har Annette gennemført en laborantuddannelse, en socialrådgiveruddannelse, en uddannelse til Traumatic Release Exercise-udbyder og til dynamisk psykoterapeut. Men hun savner den dybe kontakt til sig selv. Og hun oplever en stor smerte i at se, hvordan der ikke er god forbindelse mellem ansatte og borgere i psykiatrien. På en måde er det to spejle, der holdes op for hinanden.

---

Vi kunne hjælpe mere

Smerten over systemet fortsætter, da Annette ansættes i Familieretshuset og sidenhen arbejder med unge patienter med borderlineforstyrrelser. Hun oplever flere gange at se potentiale for hjælp til mest skrøbelige i samfundet – men at der ikke helt er ressourcer til at tilbyde den. Hun oplever også kollegaer, der bliver sygemeldt eller distancerer sig fra borgerne.

“I psykiatrien er det så synd, at dem, der arbejder der, har så svære vilkår, at de ikke kan opretholde gejsten i deres arbejde. Det gør mig ked af det, hvordan systemet behandler folk, der er skrøbelige i forvejen,” siger Annette. “Og at passionerede mennesker, der gerne vil gøre en forskel, ikke har rammerne til det.”

---

At være sand

Annette har ikke lyst til at affinde sig med frustrationen i arbejdslivet. Både på grund af det personlige bagland og hendes erhverv, begynder hun at arbejde med sin selvudvikling. Hun uddanner sig til psykoterapeut og arbejder med TRE (Trauma Release Exercises), som giver hende meget på det personlige plan. Hun får adgang til sin krop og arbejder for en tid som terapeut. På visse områder følger Annette stadig hovedet og opdager, at hun må tage afstand til den psykoterapeutiske retning, hun er gået i.

På et dette tidspunkt stifter Annette kendskab til Rikke Hansen, som har skabt den Kropsterapeutiske Yogauddannelse hos NAYA. Egentlig ligger det ikke i kortene, at Annette skal uddanne sig yderligere – men Annette ender med at tage uddannelsen.

“Økonomien var ikke til det, og jeg bor alt for langt væk,” fortæller Annette og fortsætter: “Men jeg trængte til noget, der bare var for mig. Og i samarbejde med NAYA fandt vi en løsning som gjorde, at jeg godt kunne tage uddannelsen. Så kunne det hele lige pludselig hænge sammen for mig. Og det er helt vildt dejligt bare at gøre det, fordi jeg kan mærke, at det er rigtigt for mig.”

Annette vender tilbage til, hvordan det var at være lille med en syg mor, og den hårdhed det skabte i hende. Hun siger:

“Dengang jeg gik i den psykodynamiske terapi kunne jeg mærke, at der var noget, der ikke stemte indeni mig. Jeg kunne ikke mærke, hvad jeg følte. Men jeg tænkte, at terapeuten nok vidste bedst, så jeg fulgte med, selvom det ikke føltes helt rigtigt for mig. Det var et forsvar mod ikke at mærke mig selv – kan jeg se nu. For derinde var jo den lille 3-årige, der ikke kunne klare sig selv, men som hurtigt lærte at passe på sig selv. Og den stædighed og hårdhed holdt jeg fast i ved ikke helt at stoppe op og lytte indad.”

Med tiden bliver det tydeligt for Annette, at hun ikke helt lært hjemmefra, hvordan hun kan mærke de svære følelser, og endnu mindre, hvordan hun kan møde og bearbejde dem. Denne indsigt kommer gradvist gennem årene, og nu hvor hun sidder på den Kropsterapeutiske Yogauddannelse mærker hun for alvor et anker i sig selv. Annette forklarer:

“Den kropsterapeutiske Yoga er en selvhjælpsmodel. Jeg er blevet min egen terapeut. Jeg tror på, at vi allerede har svarene inde i os selv – men shit, det kan være svært at få kontakt.”

“Det der er med Rikke er, at hun er så sand. Det, hun siger, er også det, hun gør. Og det er også sådan, hun møder os. Selv hvis noget ikke fungerer, må det gerne være der. En dag begyndte hun også selv at græde – det er så autentisk at blive undervist af hende. Det er det med at få vist vejen,” siger Annette.

---

Nå hele vejen rundt om søen

“I dag har jeg fået den gave at stå stærkere på mine egne ben – og det er uden den konstante kamp. Jeg ved hele tiden, at jeg kan finde tilbage til mig selv. Når jeg bliver stresset, går jeg i ind i min rygsøjle, trækker vejret. Jeg kan stadig sagtens blive ramt, nu kan jeg bare gå i dialog med det på en anden måde,” fortæller Annette.

For første gang i mange år har Annette ro. Hun arbejder i en myndighedsafdeling med voksne handicappede, hvor hun sidder med en lille nørdeparagaraf. Selvom Annettes næste skridt i livet er tåget, er hun et sted, hvor hun har plads til at arbejde med sig selv. Hun har lige sat sit hus til salg, uden helt at vide, hvor hun skal flytte hen. Det er følelse af frihed, og det kræver også mod at stå i. “Jeg tør næsten ikke sige det højt, for så spørger folk, hvor vil jeg bo – og det ved jeg ikke,” siger Annette.

Men hun ved, at arbejdet udadtil starter indefra, med kontakten til sig selv. Og Annettes vision er tydelig: Et Danmark med et mere kærligt system. Hvor mange står sammen for at løfte på en omsorgsfuld måde, og hvor vi formår at bevare kontakten til os selv og hinanden. Så vi ikke behøver gøre os hårde – så vi kan hjælpe rigtigt. Som lysvæsner, der sammen når hele vejen rundt om den spejlblanke sø.

“Det, vi ikke har lært i den tidlige relation, kan vi lære med et andet menneske – og for mig er Rikke det menneske lige nu. Sådan kan det også være i psykiatrien, tror jeg. Vi kan lære at få en bedre kontakt. Det kræver, at vi er mange, der går vejen. Først må vi starte med os selv, og så må vi stille os i ring,” afslutter Annette.

---

Den Kropsterapeutiske Yogauddannelse – start januar 2025