Et ben i begge verdener: økonomimand og Ayurvedisk behandler

Henrik Sønderup Sørensen har lavet en forandring i sit liv, som de færreste havde set komme. Fra barnsben er han dygtig til matematik, og det ligger allerede i kortene dengang, at han skal lave noget med tal. Som voksen sidder han som en succesfuld økonomidirektør, da han efter længere tid med stresssymptomer må sygemeldes. Ti år senere oplever han symptomerne komme tilbage, og han begynder at stoppe op og tænke mere over, hvordan han gerne vil leve sit liv. I dette blogindlæg kan du læse om, hvordan Henrik blev Ayurvedisk behandler, og hvordan han har et ben i begge verdener på balanceret vis i dag.

“Da jeg nåede en vis alder gik det op for mig, at jeg har en udløbsdato. Og den tid, jeg har, skal bruges på noget meningsfuldt,” starter Henrik.

“Jeg mærker et nej til at være den person, jeg var, da jeg var stresset, hvor jeg ikke fik nok søvn og ikke fik mine pauser,” fortæller Henrik. “Jeg var ikke en særligt god udgave af mig selv, og det gik ud over mine relationer derhjemme. Samtidig kunne jeg bare mærke en trang til at bruge min tid på noget, der gjorde en forskel på en anden måde, og jeg trængte til at få ro i mit hoved.”


Mødet med den Ayurvediske livsstil

Henrik har altid været glad for selv at gå til behandlinger og går jævnligt hos en Ayurvedisk massør. Han begynder at tænke på selv at blive behandler. Han deler tankerne med sin massør, som opfordrer ham til at gå videre med det. Samtidig er han i familie med én, han har set gå fra at være overvægtig og have det rigtig skidt til at tage til Indien, integrere Ayurveda i sit liv og få det godt og blive konstant smilende. Hun tager uddannelsen til Ayurvedisk Sundheds- og Livsstilskonsulent hos NAYA, og hun anbefaler Henrik at undersøge mulighederne i NAYA nærmere. Han booker en samtale med Maria Juhl for at tale med hende om behandleruddannelsen. Henrik fortæller:

“Marias begejstring og entusiasme smittede af. Jeg kunne mærke, at her var der nogen, der virkelig oplevede mening med det, de laver. Efterfølgende bookede jeg en Ayurvedisk behandling hos Lill Britt i NAYA, og det var en fantastisk behandling – professionel og ordentlig. Og så tog jeg beslutningen om at tage uddannelsen.”

“Det var meget grænseoverskridende for mig at fortælle min omgangskreds, at jeg havde taget denne beslutning. Jeg frygtede, at folk ville synes det var mærkeligt at se mig, som altid havde været økonomimand, som behandler lige pludselig. Det første lange stykke tid, var det kun min kone, der vidste besked. Men jeg har fået det fuldstændigt godt med det nu. Størstedelen af min omgangskreds var positive og syntes, det var sejt og modigt, at jeg turde skabe sådan en forandring i mit liv. Mine børn synes også, at det er helt fint. Min datter hjælper mig endda i klinikken med at tage fotos og den slags.”


Den lange pause: At behandle er at meditere

“Når jeg behandler får jeg én lang pause. Det sætter mine tanker totalt i ro, og jeg kommer ind i en meditativ tilstand. Så når jeg behandler skal jeg ikke præstere. Det giver mig et mentalt overskud – og det gør mig faktisk til en bedre økonomimand,” siger Henrik. Og de Ayurvediske teknikker har netop også det fokus, at det udover at skulle gavne klienten sådan, at der kan opstå plads til selvheling, så giver det også behandleren en energetisk opfyldning. Der skal netop være en balance hos behandleren for, at klienten kan få den mest effektfulde behandling. Ayurveda ser på det hele menneske, og for Henrik var det netop også afgørende, at uddannelsen til behandler havde et helt system bag sig. 

“Den Ayurvediske filosofi, hvor man ser på det hele menneske tiltaler mig. Det er en holistisk tilgang, der ved, at det ikke er nok at trykke på kroppen, men at for eksempel søvn og kost også spiller ind. Mine Ayurvediske behandlinger indgår som en vigtig brik i det Ayurvediske system, som giver velvære på længere sigt. Og sådan kan jeg mærke, at jeg gør en forskel, og at mit liv har fået den mening, jeg søgte,” afslutter Henrik.


Henriks klinik

Henrik åbnede klinikken to måneder efter, han havde fået sit certificeringsbevis fra uddannelsen. Kunderne begyndte at komme med det samme, og han har fået flere faste kunder, mens der stadig kommer nye til.

I august 2023 kunne Henrik fejre 1 års jubilæum for sin klinik i Hillerød.


Her ser du Henriks smukke lokale i Hillerød. Copyright Henrik Sønderup Sørensen.


HENRIK Sønderup sørensen

Henrik er uddannet Nordic Ayurveda Behandler og har klinik hos Yogimind i Hillerød, hvor han tilbyder Ayurvedisk massage. Han har oprindeligt en uddannelse inden for økonomi og ledelse og arbejder ved siden af som selvstændig konsulent.

Henrik arbejder som selvstændig økonomikonsulent fire dage om ugen og har åbent i klinikken i Hillerød fredag og lørdag.

Gå til Henriks hjemmeside

Tilmeld nyhedsbrev

& modtag Dosha-test og opskrifter til din type.

en_GBEnglish (UK)