Kvinde i mørkeblå blazer, som kigger og rører ved en plante

MINE BÆREDYGTIGE MÅL

I mange år skubbede jeg tanken om at skulle gøre noget ydre for miljøet fra mig. Jeg lænede mig op ad den spirituelle sandhed, at alt starter indefra, og det kun er derinde, jeg rigtigt kan gøre en forskel. Det er stadig min kerne overbevisning, at det starter indeni, dog udelukker det ikke, at jeg også kan rette blikket udad og gøre noget “derude”. I dag ser jeg bæredygtighed som en indre og ydre affære.

I virkelig har det været en stor del af min rejse at mærke den voksende motivation til faktisk også at handle i verden. Når vi har skabt et tilstrækkeligt stærkt fundament for/i os selv i dette liv, så kan vi nemlig være en positiv kraft i verden. Faktisk kan vi ikke rigtig lade være, når vi mærker den stærke forbindelse, der er imellem os og vores miljø.

DU ER KLAR, NÅR DU ER KLAR

Måske har du også prøvet det, at noget der virkede uoverstigeligt, pludselig blev “second nature” for dig. Jeg føler, at denne rejse skal være nænsom og selvkærlig. At udgangspunktet er, at vi rykker på noget, når vi er klar. Og at vi er klar, når vi er klar. Mine bæredygtige mål er kommet snigende, som noget jeg nu 100% dyrker, fordi jeg har LYST og ikke, fordi jeg føler mig skyldig, hvis jeg ikke gør.

Det gør hele forskellen, og det er interessant og se, hvordan mine præferencer har ændret sig, både som følge af at være blevet ældre, mere bevidst, men også Corona har være en gamechanger.

MINE BÆREDYGTIGE MÅL, DER KOMMER INDEFRA

#1 Trangen til at spise mindre – næsten ingen – kød er kommet snigende. Jeg har ellers altid (undtagen da jeg levede tre år som vegetar uden stor succes) følt, at jeg havde brug for tyngden af kød. Jeg har bildt mig selv ind, at jeg var den fødte kødspiser, pga min blodtype og kæmpe lyst at spise kød i store mængder allerede som barn. Nu synes jeg, det er lidt ulækkert, og at det i hvert fald skal være økologisk og med fokus på dyrevelfærd.

#2 Jeg har ikke været ude og rejse siden Corona satte ind for to år siden. Det er, som om pandemien har kureret mig for min udlængsel. Forstå mig ret, jeg kommer da nok til at rejse igen, men jeg oplever at være faldet helt til her på vores skønne plet af jorden. Jeg ved, det er nemmere for mig at sige, at jeg vil undgå at rejse, fordi jeg allerede har mange gode oplevelser i rygsækken fra mit liv, bla. min tid med frivilligt arbejde i Uganda, egne studier i Indien, udforskende familietur til Mexico og uddannelse i USA. Jeg ønsker for mine drenge, at de også må får mulighed for at opleve andre dele af verdenen, men jeg er taknemmelig for det, jeg har fået lov til at opleve.

#3 Jeg er committet til at sortere og reducere affald. Og i det hele taget tage mit forbrug under lup. Jeg har besluttet mig for, at jeg i resten af 2022 så meget som overhovedet muligt kun vil købe genbrug, når det kommer til ting, møbler og tøj. Jeg kan slet ikke få armene ned efter at være blevet medlem af “Det kollektive klædeskab” – jeg ELSKER konceptet.

Hvorfor skal vi dog købe nyt tøj, når vi kan bytte os til lækkert second hand? Jeg har, som nok de fleste andre, brug for variation og at kunne skifte ud. Så tager jeg, det tøj, jeg ikke længere vil bruge, afleverer det i butikken, får tildelt nogle point (alt efter tøjets stand, mærke mm), for hvilke jeg kan købe noget, en anden har indleveret. Det er da genialt! Og de har butikker ikke bare i København, men også Århus, Odense, Svendborg, Roksilde, Sorø og sikkert snart mange flere steder. Vær med i bevægelsen og meld dig ind her.

Dette er ikke betalt partnerskab, jeg anbefaler udelukkende, fordi planeten har brug for bedre løsninger og det er vigtigt, vi handler og gør vores.

Spørg gerne dig selv lige nu: Hvad kan jeg gøre for bæredygtighed – både indre og ydre – som giver mening for mig og i mit liv lige nu? 

IKKE FANATISK – AYURVEDAS KERNEPRINCIP

Selvom vi kan blive bange for klimaet og verdens fremtid, så tror jeg, det er vigtigt, at vi ikke tænker alt eller intet, men netop tager de skridt, vi er klar til at tage og støtter hinanden på rejsen. Ellers kan magtesløsheden nemt overtage, og så er vi måske slet ikke konstruktive?

I vores medlemsunivers støtter vi hinanden kærligt på den bæredygtige rejse – både gennem det inspirerende indhold, men også i vores fælles bæredygtigsforum, hvor vi deler succeser og gode tips. Vil du også være med?

Givet i kærlighed
Maria

Tilmeld nyhedsbrev

& modtag Dosha-test og opskrifter til din type.

en_GBEnglish (UK)