AYURVEDA HJÆLPER MIG MED AT VÆRE NOGET FOR ANDRE

Da jeg var ung rejste jeg til Afrika med Røde Kors, fordi jeg ønskede at bidrage til en bedre verden. Jeg vendte hjem, desillusioneret og med en følelse af, at mit bidrag var ligegyldigt og ingen forskel gjorde, for dem jeg ønskede at hjælpe. I dag forstår jeg, hvorfor mit forsøg på at gøre verden til et bedre sted endte med at føles som et nederlag.

JEG FORSØGTE AT REDDE VERDEN, MEN GLEMTE AT REDDE MIG SELV

Oplevelserne i Afrika, og min hjemkomst med en bagage fuld af bristede illusioner, håb, drømme og visioner, blev på mange måder startskuddet til en lang årrække med depression og stress. Min mentale mistrivsel udviklede sig til fysiske symptomer og kroniske mave- og fordøjelsesproblemer – min krop sagde simpelthen stop. Jeg blev nødt til at gøre noget aktivt for at redde mig selv. Jeg havde været så fokuseret på at redde verden og være noget for andre, at jeg havde glemt mig selv. 

I min søgen efter en redningsplanke stødte jeg på Ayurveda, og her fandt jeg den hjælp, jeg havde søgt efter. 

AYURVEDA FORKLARER SAMMENHÆNGEN MELLEM DEN MENTALE OG FYSISKE BALANCE

Min indgang til Ayurveda blev yoga. Den hjalp mig i første omgang med at finde ro og balance i mig selv, og jeg blev nysgerrig på at lære mere om denne ældgamle sundhedsvisdom. Det var en mindblowing oplevelse for mig, og jeg kunne pludselig se og mærke, hvordan det hele hang sammen. Min mentale mistrivsel og mine fysiske symptomer, mit drive mod at hjælpe andre, når jeg egentlig selv havde brug for hjælp osv. Jo dybere jeg kom ned i filosofien, jo tydeligere blev det for mig, at det vi ser i verden, er det samme, som sker i os selv. Nu bliver det lidt abstrakt, men hæng på lidt endnu, så skal jeg komme med et eksempel, som du helt sikkert kan genkende fra din egen hverdag.

BRUG AYURVEDA TIL AT SKABE POSITIVE FORANDRINGER

Her for nogle uger siden besluttede jeg, at det var på høje tid at skifte vores benzinbil ud med en klimavenlig el-bil. Vi researchede frem og tilbage og fandt en bil og et mærke, som matchede vores behov og ønske om at køre mere klimavenligt. Pludselig, så jeg den biltype allevegne i gadebilledet. Kender du det? Når du er optaget af noget, så ser du det pludselig alle steder. Kvinder der forsøger at blive gravide fortæller, hvordan de ser lykkelige kvinder med svulmende maver og barnevogne allevegne. Min pointe med disse velkendte eksempler er, at det vi ser i vores omgivelser, også er det vi har i os selv. Når vi bliver bevidste om denne mekanisme, som er helt de naturlig, så bliver vi også i stand til at bruge den positivt, og det er netop det Ayurveda handler om.

Det der sker rundt om dig, er en refleksion af det, der sker inden i dig. 

Jeg startede med at fortælle, hvordan jeg som ung drømte om at gøre en forskel for andre, og om hvordan rejsen til Afrika punkterede min plan. I dag kan jeg se, at jeg rent faktisk er der, hvor jeg drømte om at være, men på en anden måde end jeg havde forestillet mig. Jeg skulle først hjælpe mig, og det hjalp Ayurveda mig med. I Ayurveda fandt jeg både en vej til et sundt liv i balance med mig selv, og jeg fandt en dybere mening med mit liv. I dag formidler og underviser jeg andre i den Ayurvedisk visdom og sundhedsfilosofi – men hvordan skaber det en verden bedre, tænker du måske.

AYURVEDA FORTÆLLER OS, AT NATUREN ER I OS OG VI ER I DEN

Jeg har selv oplevet, hvordan min indre ubalance spændte ben for mit ønske om, at gøre noget godt. Jeg tror på, at vi er bedre rustet til at skabe positive forandringer rundt omkring os selv, når vi er i balance med os selv. Når vores fundament står stabilt, så kan vi hjælpe andre omkring os, ja vi kan faktisk ikke lade være, for trangen til at være noget for andre og handle godt ligger dybt i os mennesker.

Ayurveda handler i bund og grund om at blive bevidst og mærke dig selv. Når du kommer dertil, kan du også skabe forandringer.

Det er altså gennem en indre forandring at vi kan skabe ydre forandringer. Det gælder også fx ønsket om at leve mere bæredygtigt. Når vi mærker og bliver bevidste om, hvad der er destruktiv for os selv og vores sundhed, så viser det sig, at det ofte er det samme, som nedbryder og ødelægger naturen omkring os. Overforbrug, præfabrikerede fødevarer, store mængder kød pumpet med antibiotika, farvestoffer, e-numre, parabener, stimuli som alkohol, sukker og kaffe – alt det, som er usundt eller giftigt for vores krop, er ofte også skidt for vores natur – og især når det bliver til overforbrug. Set i en Ayurvedisk optik giver det god mening, for vi er natur og naturen er i os. Så hvis vi gerne vil forandre verden omkring os, så skal vi starte med at mærke og hele os selv og forandringen vil komme naturligt indefra.

Har du lyst til at læse, mere om hvordan jeg som ung og ulykkelig universitetsstuderende fandt min vej med Ayurveda, så læs med her.

Givet i kærlighed <3 
Maria

Tilmeld nyhedsbrev

& modtag Dosha-test og opskrifter til din type.

en_GBEnglish (UK)