Denne opskrift er en skøn kombination af sprød grønkål, bagte rodfrugter krydret med timian, knasende kikærter og en frisk ingefær vinaigrette. Et måltid fyldt med smag, næring, der støtter både krop og sind.
Grønkålen danner en sprød og nærende base for salaten. Den er rig på vitaminer A, B, C, E og K og hjælper med at styrke immunforsvaret og bringe balance.
De timian-bagte rodfrugter tilføjer naturlig sødme og varme, samtidig med at de giver grounding, som især er gavnligt for vata. Timian, både frisk og tørret, har stærke antiseptiske og fordøjelsesfremmende egenskaber, hvilket gør den ideel til at støtte fordøjelsen i vintermånederne.
De sprøde kikærter med spidskommen bidrager med protein og tekstur, hvilket gør salaten både tilfredsstillende og mættende. Når de krydres med spidskommen, tilfører de ikke blot en varm og aromatisk smag, men også fordøjelsesfremmende egenskaber. Spidskommen er kendt for at støtte fordøjelsen, reducere oppustethed og balancere doshaerne, hvilket gør den til en ideel tilføjelse i denne nærende salat. Deres lette sødme og jordnære smag harmonerer perfekt med rodfrugterne og grønkålen.
Ingefærvinaigrette binder det hele sammen med en frisk og varmende smag. Ingefær er kendt for sine antiinflammatoriske egenskaber og evne til at styrke fordøjelsen, hvilket gør denne vinaigrette til en nøglekomponent.
Ingredienser
- Grønkål (efter behov, skyllet og skåret i mindre stykker. Har du meget vata i systemet, så tilbered dem gerne på panden med lidt ghee eller olivenolie)
- 1 kg rodfrugter (fx gulerødder, pastinakker, rødbeder, bolsjebeder, sød kartoffel og/eller jordskokker)
- 1 dåse kikærter (drænet og skyllet) eller hjemmekogte (læs hvordan herunder)
- 4-6 tsk frisk eller tørret timian
- 1 tsk spidskommen
Ingefær vinaigrette
- 6 spsk olivenolie eller ghee
- 2-4 cm frisk ingefær (revet og efter smag)
- 3 tsk honning
- 3 tsk dijonsennep
- 2-3 spsk æblecidereddike
- Salt og peber efter smag
- Valgfrit: ½ hvidløg
Sådan koger du kikærter selv
Hvis du ønsker at bruge hjemme kogte kikærter, kan du nemt lave dem selv:
Ingredienser
- 200 g tørrede kikærter (giver ca. 400 g kogte)
- Rigeligt koldt vand til iblødsætning
- 750 ml friskt vand til kogning
Fremgangsmåde
- Læg kikærterne i blød i rigeligt koldt vand i 8-12 timer, fx natten over
- Hæld iblødsætningsvandet ud, og skyl kikærterne grundigt. Sortér eventuelle misfarvede kikærter fra
- Læg de udblødte kikærter i en gryde med 750 ml frisk vand og tilsæt natron. Bring vandet i kog ved høj varme
- Skru ned for varmen, og lad kikærterne simre i 15-45 minutter, indtil de er møre og cremede. Test med en gaffel for at sikre, at de er færdige
- Lad kikærterne køle af i deres kogevæske, og opbevar dem i køleskabet i væsken til du skal bruge dem
Fremgangsmåde til Salaten
- Bag rodfrugterne:
Forvarm ovnen til 200°C. Skær rodfrugterne i mundrette stykker, og vend dem i olivenolie, salt, peber og timian. Bag dem i 30-40 minutter, indtil de er møre og let karamelliserede - Forbered kikærterne:
Skyl og dræn kikærterne. Vend dem i en skål med olivenolie, 1 tsk spidskommen samt lidt salt. Spred dem ud på en bageplade og bag dem i 15-20 minutter, indtil de er sprøde - Lav vinaigretten:
Pisk honning, dijon sennep, olivenolie, æblecidereddike og revet ingefær sammen. Smag til med salt og peber - Saml salaten:
Vend grønkålen med vinaigretten i en stor skål. Tilsæt de timianbagte rodfrugter og sprøde kikærter, og bland forsigtigt, så ingredienserne fordeles jævnt
Denne salat er en nærende vinterret, der både styrker og balancerer kroppen. Perfekt til de kolde måneder!
Velbekomme 🙂