Maria Juhl plus sollys i en skov

At være i stue med angsten

Vi gennemgår alle store transformationer i livet. Måske har du fundet vej hertil, fordi du selv står i et vadested i livet, hvor gammelt slippes, og der pustes liv i nyt. Læs med her og får Marias Juhls refleksioner om en intens tid i hendes eget liv, hvor der skete store forandringer, og hvor hun lærte at være i stue med angsten gennem healing og kundalini.

En nat midt i juni måned vågnede jeg med hjerteflimmer, angst, hedeture og en halv times intens diarré. Jeg blev selvsagt meget bange og havde en indre debat om, hvorvidt jeg skulle vække min søn for tænk, hvis dette var tiden, hvor jeg skulle dø.

Når jeg beskriver det nu, synes jeg næsten, det lyder lidt komisk, for selvfølgelig skulle jeg ikke dø, og jeg traf heldigvis også valget at blive med dødsfrygten og alt det der skete i min krop selv.


Fra fysisk usårlighed til sårbarhed

Før dette øjeblik har jeg altid følt mig fysisk usårlig. Følelsesmæssigt svinger jeg og kender godt til både angstfulde og depressive tendenser. Men fysisk har jeg altid følt mig uovervindelig. Jeg har haft stor tillid til min krop, og dens evne til at selvhelbrede og komme sig godt, selv da jeg lå mega syg med corona i 10 dage, havde jeg indre ro. Men denne oplevelse ændrede den tillid. De næste tre uger havde jeg dødsangst hver dag. Når jeg var alene, stak frygten af med mig, og jeg følte oprigtigt, at der var noget galt med mit hjerte, som pludselig føltes helt anderledes end før. 

Jeg endte til diverse undersøgelser, der viste at det “blot” var angst og ikke umiddelbart min krop, der var noget galt med. Selvom jeg prøvede med alt min erfaring indenfor ayurveda, dybe åndedræt, meditation og afspænding, kunne jeg alligevel kun finde ro, når jeg kom ud af byen og ud i naturen eller en af mine elskede veninder lagde hænder på mig og gav mig healing mod min angst. Efter de første par uger blev det bedre, men angsten kom og gik stadig. Det, der ændrede sig for mig undervejs, var, at jeg rationelt og erfaringsbaseret kunne sige til mig, at jeg ikke skulle dø, for så var det jo nok sket, og så begyndte jeg også på egen hånd at kunne rumme de intense følelser, når de kom gennem blandt andet dybe åndedræt.


Sygdom som vej til øget bevidsthedstilstand

Jeg er først sådan rigtigt ved at føle mig “ovenpå”, men jeg er også bevidst om, at det ikke handler om, at noget slemt er sket og jeg bare skal “tilbage på hesten”. Tværtimod ser jeg min sommer som en transformation og en hjælp til min angst. Denne angst er nemlig kommet med så meget indsigt og så mange gaver til mit liv.

Al sygdom er en transformation – en overgang fra én bevidsthedstilstand til en anden. Og derfor vil jeg hævde, at vi ikke skal forsøge at undgå sygdom eller modstand i livet, men tage imod dens visdom og evne til at ændre vores (begrænsede) virkelighed. Jeg har for eksempel helhjertet besluttet mig for, at mit eget helbred og velvære er vigtigere end at være der for andre. Kernen i min dharma er at være noget værdifuldt for og løfte andre mennesker, MEN det bliver ikke længere på bekostning af mit eget helbred. Jeg har også øget mit fokus på at NYDE livet og slippe angsten ved at acceptere at den er der. Jeg har mærket så tydeligt på min krop, at jeg IKKE ved, hvor længe jeg er her i dette liv. Og så føler jeg mig stolt over, at jeg er blevet bedre til “at være i stue med angsten”, som min gode yoga kollega Simon Krohn, så fint udtrykker det, i nyeste podcast episode med ham. Simon har om nogen oplevet intens angst, som følge af hans kundalini-rejsning for over 20 år siden og dette og meget mere taler jeg med ham om.


I stue med angsten og alt det svære

Der findes ikke objektivt set gode og dårlige oplevelser eller følelser. Som sjæle er vi kommet ned til denne jord med ønsket om at opleve det hele. Jo mere vi rummer det hele og elsker processen, jo større mulighed for forvandling – både personligt og kollektivt.

Hvis jeg skal rationalisere, hvad der skete for mig, så var det en kulmination af mange intense oplevelser gennem flere måneder eller måske nærmest år. Hjertesorg, moderskabets forvandling fra små til voksne børn, overvældende ansvar og stressfuld hverdag, men også yogisk arbejde med netop at rense ud i karma og energimæssige blokeringer, samt overgivelse til mere nydelse gennem min krop. Angsten kom og bankede på, åbnede for mere sårbarhed og øget evne til at være i stue med den og andet, der kan føles svært.

Tak

Maria

Podcast med Simon Krohn om Kundalini-vækkelse og om at være i rum med angsten kan du finde via linket her: Gå til Marias Sangha her.


MARIA JUHL

Forfatter, medstifter og visionær leder af NAYA Group

Maria har i over 20 år beskæftiget sig med yoga og Ayurveda og det at bringe disse redskaber videre til andre.

Maria er uddannet som doula/fødselscoach, Life og Business Coach, inden hun fra 2009-2014 gennemførte intensiv uddannelse indenfor Ayurveda, Yoga og Vedisk filosofi på Chopra Center University, Californien hos Deepak Chopra.

Maria har udgivet bøgerne Lev mere – Kæmp mindre: Ayurvedisk livsstil i Norden (2017) og Ayurveda – Følg Naturens Rytme (2019 på Gyldendal). Hun er i gang med sin 3. bog, der handler om et af livets vigtigste emner: kærlighed.

Tilmeld nyhedsbrev

& modtag Dosha-test og opskrifter til din type.

da_DKDansk