Balance som karrieremenneske og forælder

Efter at have ført en succesfuld karriere indenfor erhvervsjura, compliance og risk management i både ind- og udland vælger Kristine Swalethorp at lytte til det kald, som har været der siden hendes barndom: at der findes noget større, og at vores bevidsthed er afgørende for vores trivsel og sundhed.

Kaldet tager hende på en rejse ind i Ayurvedaens verden, som i dag har ført til, at hun sidder som administrerende direktør i en succesfuld virksomhed i høj vækst, og hvis kernebudskab er, at vi med vores daglige valg kan fremme balance og forebygge sygdom og lidelse i både krop og sind.

I dag er hun ved at uddanne sig til Ayurvedisk Practitioner, som er en 6-årig collegeuddannelse i USA. I dette blogindlæg deler hun sine tips til, hvordan vi kan bruge Ayurvedaen, og hun fortæller om sine egne balancerende rutiner som travlt karrieremenneske og forælder.


Er der noget, du særligt har på hjerte – noget du gerne vil dele med vores læsere?

“Det er jo sådan med Ayurveda, at der ikke er én ting, der virker for alle – Ayurveda er en videnskab omkring personaliseret medicin. Intet er rigtigt for alle, men alt er rigtigt for nogen – Ayurveda er videnskaben der lærer os, hvad der er det rette for os hver især til forebyggelse og sundhedsfremme. Når vi tænker på medicin ud fra vores vestlige normer, tænker vi ofte på lægemidler som piller, injektioner og lignende, som vi får ordineret af en læge. Når vi taler om medicin indenfor Ayurveda, er det ud fra den bredeste forstand: i Ayurvedaen kan alt være medicin, herunder de førnævnte lægemidler, men ligeledes – og i endnu højere grad – urter, kost, bevægelse, naturen, balancerende praksisser for alle vores sanser, herunder for sindet og nervesystemet. Og hele grundprincippet er, at vi har hver vores unikke konstitution. Derfor kan det, der fungerer virkelig godt for den ene, skabe ubalance hos den anden. Men hele læren omkring Ayurveda og os selv giver os en fyldestgørende værktøjskasse, som vi kan tage ind og bruge forebyggende, og når vi mærker forskellige symptomer både i vores fordøjelse, vores fysik men lige så meget i vores psyke. Ayurveda er vores bedste kort i forbindelse med forebyggelse og trivsel.”


Indenfor Ayurveda taler vi om konstitution – vil du dele, hvad din konstitution er?

“Ja, der er tre doshaer eller livsenergier indenfor Ayurveda, som hedder vata, pitta og kapha. Når vi ved, hvad der dominerer os mest, har Ayurveda en masse viden omkring, hvilke kvaliteter, der opvejer hinanden. Min konstitution er vata-pitta. Det vil sige, at jeg har mest vata, så pitta og ikke særligt meget kapha. Det betyder, at jeg har vatas hurtige og kreative energi, mens pitta giver mig overblik, struktur og lederevner. Hvis jeg går i ubalance, vil jeg for eksempel vågne om natten med bekymringstanker. Og så ved jeg godt, hvad jeg skal gøre for relativt hurtigt at komme i balance igen. Kapha, som er mere rolig og stabil, vil i en ubalance kunne gå i stå, stagnere og ophobe genstande i det ydre eller fedt på kroppen. Kapha ville derfor have brug for noget helt andet, som for eksempel bevægelse, der får pulsen op.”


Hvordan kommer man i gang med at forstå sin dosha?

“Vi har en dosha-test, du kan tage, og så findes der rigtig meget gratis viden på vores side Free For You. I vores Facebookgruppe er der mulighed for at stille spørgsmål og sparre med et helt netværk af færdiguddannede Nordic Ayurveda-konsulenter.”


Du er en travl forretningskvinde og mor. Hvad gør du selv for at balancere?

“Kodeordet for mig er pauser. Jeg har travlt og mange bolde i luften, fordi vi vækster så hurtigt i NAYA lige nu. Jeg kan godt have tendens til at være en workaholic og sidde meget foran skærmen – det er pittas drivkraft, og jeg er meget drevet i det her arbejde – så ubalancen kommer, og det vil den gøre for alle. Spørgsmålet er, om vi kender os selv godt nok til at vide præcis, hvad der hjælper. Daglige pauser gør den helt store forskel for både vata og pitta. Det har både en forebyggende og akut effekt at tage gode pauser i løbet af dagen.”


Men hvad er en pause? Er det en pause at kigge på sin telefon og blot lave noget andet end at arbejde?

“Nej, det er det bestemt ikke. En pause er, når du har stilhed i dit sind. Når du går i naturen og er nærværende overfor det, der er omkring dig. Du kan bringe sanserne i spil og se dig omkring. Hvad ser du? Du kan røre ved et træ. Jeg bruger også dufte, og her er det dem, der beroliger vata og pitta. Det kan fx være frankincense og lavendel. Det er også meget virkningsfuldt at lave åndedrætsøvelser og meditationer.”


Du er ved at uddanne dig til Ayurvedisk Practitioner, hvor man kan komme til konsultation hos dig. Hvordan foregår sådan en konsultation?

“Hos en almindelig, praktiserende læge, går konsultationerne lidt hurtigt, og det sker ofte, at man først kommer, når man er syg. Eller at man mærker symptomer, men hvor en sygdom ikke kan diagnostiseres endnu ud fra vores vestlige videnskab. Derfor bliver det ofte symptombehandling, men hvor det, vi virkelig har behov for, er, at vi forbygger og årsagsbehandler. Det skal dog understreges, at den vestlige verdens medicin er meget vigtig, og det ligger mig nært at bygge bro mellem disse to systemer, der findes i Østen og Vesten.

Når man kommer til en Ayurvedisk konsultation har man god tid. Man får en helhedsvurdering, der varer 1,5-2 timer. Her søger vi at klarlægge din grundkonstruktion – de tendenser som du er født med både i forhold til fordøjelse, fysisk konstruktion og funktion samt mentale og følelsesmæssige tendenser. Vi undersøger også din nuværende situation eller ubalancer, hvad oplever du i dit system lige nu, så vi derigennem kan udarbejde en behandlingsplan, der passer specifikt til dig. Sidst laver vi en pulsdiagnose. Det gør, at man får hele mennesket med, og vi langt bedre kan vejlede i, hvad den individuelle person skal gøre for at holde sig sund.”


Hvad er pulsdiagnose?

“Pulsdiagnose er en metode, der er blevet brugt i mange år inden for ayurvedisk medicin, og som hjælper practitioneren i at kortlægge både grundkonstruktion, men også den nuværende tilstand, som hjælper os med at designe den rette behandlingsplan. Her tager vi klientens puls, vurderer kvaliteten af pulsen, og det hjælper med at vurdere personens tilstand. Er pulsen for eksempel hurtig, stærk eller svag?”


Hvad sker der efter konsultationen?

“Her foretages en analyse, og der udarbejdes en rapport over fund og anbefalinger. Efterfølgende mødes man igen, og personen får anbefalinger til livsstilsændringer.”


Hvad er dine bedste tips til at skabe balance hos sig selv?

“Det er igen meget individuelt. Men bevidste pauser med nærvær er faktisk gode for alle typerne. En helt simpel åndedrætsteknik, der virker godt for alle, er at trække vejret ind, mens du tæller til 4, at observere pausen mellem ind- og udånding og så puste ud, mens du tæller til 6. Taknemmelighedsdagbog er også noget, der virker for de fleste. Jeg havde en klient, der var en travl advokat, og han kunne mærke en direkte effekt ved, at han tog nogle dybe, bevidste åndedræt og tænkte på 3 ting, han var taknemmelig for som det første hver morgen, inden han forlod sengen. Men der er mange veje at gå med Ayurveda. Du kan arbejde med bevidsthed, åndedræt, kost, bevægelse. Og det vigtigste er at vælge få ting/ændringer af gangen, som du gør konsekvent. Det er det, vi gør på daglig basis, der har en direkte effekt på vores helbred. Vi skal have fokus på at få opbygget plus på helbredskontoen, så der er en buffer til, når livet laver krumspring, og hvor vi får behov for at kunne trække på kontoen uden at gå i overtræk. Panikken kan ramme os alle, når telefonen eller computeren er ved at løbe tør for batteri. Men vores største fokus er først og fremmest at sikre, at vores eget batteri er nok opladt – og på det område skal vi have skabt mere bevidsthed.”

Lyt til podcasten Marias Sangha, hvor Kristine fortæller hele sin livshistorie, og hvad de 3 fundamentale årsager til sygdom og lidelse er: “Hvorfor bliver vi syge i et Ayurvedisk perspektiv?”

Lyt på Spotify

Lyt via apple


Vata

Fødevare: Reducer koldt, let og tør mad – tænk varm, krydret mad med gode fedtstoffer

Åndedræt: 4-6 åndedræt (står i interviewet under det sidste spørgsmål) + det lidt mere avancerede: vekselåndedrættet

Hudpleje: Fugtgivende olier som for eksempel sesamolie

Duft: Jasmin, lavendel, kamille, rose

Bevægelse: Yoga, gåture – vata er hurtig, så tænk langsomhed

Sind: Hopefulness – modvirk ængsteligheden med håb


Pitta

Fødevare: Reducer varmt (hot), let og stærkt krydret mad – tænk kølende elementer og antiinflammatorisk

Åndedræt: 4-6 åndedræt (står i interviewet under det sidste spørgsmål)+ det lidt mere avancerede: kølende åndedræt, rul tungen sammen som et sugerør og træk vejret 4 gange. Hold en pause og gentag hvis nødvendigt

Hudpleje: Kølende olier som for eksempel kokosolie 

Duft: Rose, lavendel, frankinscense, mynte

Bevægelse: Yoga, gåture, bad i havet – pitta er fast og stærk, så tænk blødhed, smidighed

Sind: Nonjudgement – døm ikke andre og dig selv, men lad dit sind være åbent og fleksibelt overfor andre måder at være på


Kapha

Fødevare: Reducer kold, olieret og tung mad – tænk varme, krydrede og lette retter

Åndedræt: 4-6 åndedræt (står i interviewet under det sidste spørgsmål) + det lidt mere avancerede: tænd din indre ild

Hudpleje: Lettere olier som for eksempel tidselolie

Duft: Kanel, salvie, basilikum, eukalyptus

Bevægelse: Dans, aktive gåture i naturen, hop – kapha er rolig, så tænk fremdrift

Sind: Unattachment – oprydning i dine omgivelser, relationer, tanker eller overbevisninger (vælg 1 område)


Kristine Swalethorp

Medstifter og adm. direktør i NAYA.

Kristine har en baggrund indenfor jura og økonom og har de seneste 10 år praktiseret de Ayurvediske principper personligt og er certificeret Ayurvedisk livsstilsunderviser ved Chopra Center University i Californien.

Efter at have set og oplevet, hvordan man i USA benytter integreret medicin, er hendes mission at få skabt endnu større bevidsthed samt støtte andre i de Ayurvediske principper, så vi sammen kan blive bedre til at forebygge sygdom i Danmark og opnå det bedste, længste og lykkeligste liv muligt. Af samme grund er Kristine i dag i gang med at tage den 6-årige uddannelse til Ayurvedisk Practitioner ved California College of Ayurveda.

Tilmeld nyhedsbrev

& modtag Dosha-test og opskrifter til din type.

da_DKDansk