PLUK FRUGTEN, NÅR DEN ER MODEN

– En blog om udvikling, fremdrift og den rette timing

Af gemyt kan jeg godt lide at tingene skrider fremad. Jeg elsker udvikling, fremgang, at sætte flueben og at få afsluttet, hvad jeg har startet. Jeg tror også, man kan beskylde mig for til tider at være lettere utålmodig og have decideret ild i røven. Jeg lægger gerne ekstra (læs: for mange) kræfter i at få noget færdigt, selvom omstændighederne måske modarbejder projektet.

Jeg kaster al min energi ind i projekter, der tænder mig og ender ofte med at måtte trække stikket undervejs eller bagefter, fordi jeg har udmattet mig selv… Desværre…

FORLØSNING UD OVER ALLE GRÆNSER

Jeg oplever i denne tid noget, der er så stort for mig, at jeg får tårer i øjnene af at tænke på det og opleve det på min krop. Efter jeg første gang mødte yogaen for 14 år siden – og tog et stort og vigtigt skridt mod en radikal livsændring – har jeg stille og stødt arbejdet mig mod min drøm. Eller som man siger indenfor yogafilosofien: min dharma, der oversættes med livsvej. Jeg har bevæget mig mod det tidspunkt, hvor jeg turde stå frem (sådan for alvor og uden mindreværd af nogen slags) og lade mit lys skinne og være med til at gøre en forskel i andre menneskers liv gennem mit virke som inspirator for bevidsthedsudvidelse. Og her snakker jeg ikke kun som profession, men gennem alle mine roller i livet; også som mor, veninde, kæreste og datter.

Bare det at skrive dette nu, minder mig om at janteloven, og at det lille jeg stadig findes i mig og dette er også helt okay. Det, der dog har ændret sig, er, at min indre værdighed er vokset. Jeg tror i dag på, at jeg fortjener et skønt liv, hvor jeg på daglig basis passioneres af og glædes over mit liv. Hvor alt det, jeg drømmer om, er til rådighed for mig, blot fordi jeg er til. At jeg ikke længere behøver at kæmpe så hårdt for vise mit værd eller have berettigelse.

SKRIDT FOR SKRIDT

Ligesom at mit ønske er at inspirere andre, så har jeg også haft – og har stadig – vigtige lærere i mit liv. Dybt inde har jeg vist, at den person, der kunne hjælpe mig med at raffinere mine værktøjer, som underviser indenfor holistisk sundhed, er Deepak Chopra. Hans center ligger i Californien og en uddannelse der strækker sig over mange individuelle monduler, der selvsagt kræver meget tid, mange penge og mange, lange rejser. Det har virket urealistisk på det rationelle plan, men i mit indre har ønsket om at være elev der været intakt siden september 2001, hvor jeg købte Deepak Chopras bog ”Fuldkommen Sundhed”.

Denne bog beskriver ayurvedaens dybere syn på sundhed, der er langt fra det overfladiske syn, der ofte reducerer sundhed til få kalorier, fedtforbrænding, pulstræning og fravær af sygdom. Fuldkommen sundhed handler om den dybe, fuldkomne tilstand, som altid er en del af os – fordi den er vores essens. Og at det netop er kontakten til din essens (eller din sjæl om du vil), som bringer dig tilbage til din intakte, hele natur, hvorfra du mærker en dybere dimension af velvære i alle lag af dit liv.

HOLISTISK SUNDHED

For helt ærligt nu da vi er ved emnet; du kan ikke spise dig eller motionere dig sund og hel. At spise nærende mad, bevæge din krop OG tillade hvile er sidegevinsterne, der kommer helt af sig selv, når du lærer dig selv at kende på det dybeste plan. At dette er mit budskab i verden stod lysende klart, da jeg sidste efterår sad i lufthavnen på vej til mine endelig eksamener på Chopra Center University. Ufattelige mængder hjælp i forhold til praktisk og økonomisk at få uddannelsen til at blive virkelighed var kommet min vej. Der var så at sige løbet meget vand i åen, siden jeg startede uddannelsen 5 år tidligere. Jeg havde været på afveje, men mit hjerte havde på en måde aldrig tvivlet på, hvad det ville (eller hvad det vidste skulle ske).

Hvis jeg havde skyndet mig med at blive færdig ved at tage en billigere og hurtigere uddannelse (tro mig, det har været ved at ske mange gange), så havde frugten ikke været så sød og uimodståelig, som den er nu. Nogle ting tager simpelthen tid og handler om rette timing og tålmodighed. Det er Kaphas kvalitet, der beskrives i ayurveda, som legemeliggørelsen af vatas idé og pittas handling imod målet. For at noget kan blive til i fysisk form, så kræver det tillid, ro og rette timing. Og det tog mig mange år for alvor at indse dette. Det er med stor ydmyghed, at jeg i denne tid træder frem og viser, hvad jeg er her for – hvad jeg ”kan”. Hvad der er mit unikke bidrag til ayurvedaens og yogaens visdom. Og ja, jeg har allerede undervist i ni år, men værdigheden er vokset undervejs og jeg vidste, jeg trådte ind i en ny dimension, da jeg med certifikatet i hånden rejste hjem fra Californien.

Hvad er din livsvej?

Givet i Kærlighed <3
Maria

Tilmeld nyhedsbrev

& modtag Dosha-test og opskrifter til din type.

da_DKDansk